6. november 2013

Hjemmelavet kondenseret mælk


Der har været stille på bloggen. Og det er såmænd ikke fordi der ikke bliver lavet nye eksperimenter i køkkenet - der har bare ikke været så meget overskud til at få skrevet dem ned. Den lille har været igennem en masse undersøgelser, blodprøver osv., og er nu startet op på medicin, og jeg skal forholde mig til at jeg er mor til et barn med epilepsi. Det har været sværere end man skulle tro. Jeg pusler lidt med at få en ny blog på banen, som handler om alt det der der ikke har noget med mad at gøre, så ikke mere om sygdom her for nu :)

Et af mine eksperimenter har gået på kondenseret mælk. I Sri Lanka drikkes den kulsorte the med masser af kondenseret mælk fra dåse, og jeg har altid tænkt på, hvad der er i de dåser, siden de kan holde sig i SÅ mange år. Det er muligt at det bare er mælk og sukker, men ikke desto mindre kastede jeg mig ud i at lave det selv. Det er nemt, hvis bare du er rustet med lidt tålmodighed. Her får du min opskrift:

Kondenseret mælk

ca. 125 ml

Ingredienser
375 ml sødmælk
125 g rørsukker

Fremgangsmåde
Bland de to ingredienser i en gryde og sæt det over ved middelvarme. Når sukkeret er smeltet, skrues der så langt ned for blusset som muligt. Lad gryden stå og hygge sig i 1-1 1/2 time, eller indtil du synes konsistensen er rigtig. Det kan godt skumme en smule. Rør en gang i mellem. Vær´opmærksom på at blandingen bliver en del tykkere, når den bliver afkølet. Si blandingen over i et skoldet glas så du slipper for at få skummet med , og afkøl. Nyd den nu i din sorte Sri Lanka the, brug den i bagværker eller lav karamel af den :)

0 kommentarer: