16. oktober 2013

Bagte spisekastanjer - find-snit-bag-spis!

Det indlæg der hitter mest på min blog for tiden, er mit indlæg om forskellen på hestekastanjer og spisekastanjer. Og det er NU du skal ud og lede, hvis du vil finde spisekastanjer (jeg kan anbefale at bruge Byhøst.dk i den forbindelse). Det er en super beskæftigelse for børnene her i efterårsferien (selvom min datter er ved at være lidt træt af det ;-D )

En del af mine veninder og venner har spurgt mig, hvordan de tilberedes, så det er åbenbart ikke gængs viden:


 

Tilberedning af spisekastanjer

Ingredienser

Spisekastanjer
Fint salt
Masser a smør (tilbehør)

Fremgangsmåde 

Tænd ovnen på 200 grader C.

Snit et kryds i toppen af hver kastanje (jeg HAR prøvet at have en smutter, og de eksploderer altså inde i ovnen, hvis de ikke kan lukke dampen ud).

Fyld et ildfast fad eller en form med salt og sæt kastanjerne heri, med krydset øverst.

Bag i ovnen i ca. 25-30 min alt afhængig af størrelse.

Pil skallen af (den inderste skal kan du godt spise, men smager bedst uden,) og smør MASSER af smør på.

Lune, friske kastanjer med smør er indbegrebet af efterår herhjemme :)

Note:
Jeg har før prøvet at lave kastanjerne i en form uden salt, og det fungerer også fint nok. Varmefordelingen er knap så god, men det kan sagtens lade sig gøre.

Ubagte kastanjer
Kastanjer klar til ovnen

(Pssst... Se også min halloween opskrift på en græskarsuppe med kastanjer og døde fluer lige her!)

0 kommentarer: