21. september 2013

Ud at spise på Den Blå Planet...

For noget tid siden var jeg på besøg på Den Blå Planet. Jeg havde taget den lille med, for der skulle testes menu...





Da jeg hørte at Den Blå Planet åbnede i vores kommune, og at Meyers Køkken havde lagt billet ind på at drive restauranten derude, ja der blev jeg virkelig glad. For er der noget jeg hader, så er det at give penge for skod-mad. Og det hænder alt for ofte. Især på alle disse børnesteder, som Zoologisk have, Planetariet etc. Den Blå Planet er måske ikke et decideret børnested, men for mig ligger det i nogenlunde samme kategori, så derfor så jeg straks for mig, et nyt sted at spise weekend-brunchen, eller måske aftensmaden de dage hvor tiden er knap. Og især, muligheden for at få et anstændigt, nærende måltid mad på vores besøg derude.



Det var ikke vores første besøg - vi besøgte stedet da det næsten lige var åbnet. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet mig, men lidt skuffet var jeg dengang. Det er ikke et sted, hvor du kan få mange timer til at gå med ungerne. Vel er der smukke, og underlige fisk, og du har muligheden for at se rokker og hammerhajer fra underneden i akvarie-tunellen (hvilket i øvrigt er dybt fascinerende), men deciderede aktiveringsmuligheder for børn er der ikke. Eller det vil sige, børnene kan få lov til at røre ved krabber og søstjerner, men det er mere eller mindre det.



Denne gang var vi som sagt, taget på Den Blå Planet for at smage på maden. Restauranten ØST ligger fantastisk smukt med udsigt til Øresund. Farverne er holdt i mørke nuancer og fra det høje loft falder kaskader af diodelys. Et skønt rum, men alligevel en anelse "koldt", uden meget hyggefaktor. Det indbyder ikke til lange frokoster, men det er måske netop det der er meningen? Henne i hjørnet, er salgsdisken smækket op. Et underligt arrangement, der virker meget midlertidigt, med rullevægge i baggrunden, borde og køleskabe der ser ud som om, at de er placeret lidt tilfældigt og midlertidigt.
Jeg bestiller ved en smilende kvinde, der anbefaler mig at tage fiskefrikadellerne. Den lille får fish´n´chips i en børneportion (til 65 kr). Dertil æblemost fra Lilleø på anbefaling af personalet.

Vejret var dejligt den dag, så vi satte os udenfor for at spise.



Fiskefrikadellerne var lækre og smagte friskt af torsk, laks og rejer, og den hjemmerørte remoulade var skøn dertil. Der var rugbrød og smør til, og en lille salat, vendt i lidt olie. Det skulle have været en krydderurtesalat, men var blot frisésalat. Den var vist mere til pynt, end til at spise. Til 95 kr havde jeg nok forventet en større salat.



Fritterne til den lilles mad, var håndskårne og skønne, den hjemmerørte remoulade igen ligeså. Den fritterede fisk var et stort, fint stykke fisk, perfekt tilberedt... Men der var ikke kommet salt på. Ærgerligt med sådan en lille, men betydelig fejl. Især når de vidste, at jeg var på besøg. Men måske også lidt karakterisktisk for den ligegyldighed der desværre trængte igennem i alt fra madlavningen, til servicen og måden man har smækket disken op på.
Ingredienserne er eminente, og stedet har SÅ stort potentiale. Det er derfor bare rigtig ærgerligt, at rstauranten dumper på deres ligegyldige tilgang til service, og fremtoning.

Jeg sluttede middagen af med en kop filterkaffe (ingen baristamaskine, og derfor ingen café latte). Kaffen smagte dog ganske fortrinligt (til 25 kr).

Vil jeg tage derud igen? Ja, for fiskene er smukke og det ligger lige i nabolaget. Vil jeg tage derud bare for at spise aftensmad? Sikkert ikke...

Note:
Der er desværre ingen brunch på menuen
Har du fået lyst til at besøge Den Blå Planet, så find info her.


0 kommentarer: