Vinderen af den 5-retters middag med Leffe rapporterer fra aftenen... SKÅL!

For et stykke tid siden havde jeg en lille konkurrence her på siden (se her) - der var sat 2 billetter på højkant til en 5-retters menu med tilhørende ølsmagning med Leffe... Ikke nogen helt dårlig præmie hvis du spørger mig. Vinderen var Maiken fra Dronningemad, og hun er i dag gæsteblogger og skriver om hendes oplevelse på aftenen. Velkommen, velbekommen og SKÅL til Maiken:



Forleden dag var jeg så svineheldig at vinde en konkurrence hos foodMAD, som udløste to pladser til et øl-arrangement på No. 1 Århusgade.
Må indrømme at jeg havde svært ved at få armene ned, for jeg vinder stort set aldrig noget som helst - eller, okay: faktisk kan pessimisme måske også være forklaringen her.
Nogle gange begrænses min deltagelse i diverse konkurrencer nemlig af at jeg tudekiks-lignende fortæller mig selv, at jeg alligevel ikke vinder, for det gør jeg jo aldrig.
Hvorom alting er, tog jeg mig sammen til den relativt simple opgave det var at smide en linje i kommentarfeltet om hvem, jeg ville tage med hvis jeg vandt.
Et par dage efter havde jeg lykkeligt glemt min deltagelse i konkurrencen og havde imidlertid da også ændret planer, så det ikke længere var min navneveninde Majken, jeg havde en aftale med tirsdag aften, men istedet nordmanden. En overspringer på madblogs.dk førte mig til foodMAD offentliggørelse af vinderen som minsandten var - i egen høje person - Dronningen ;)

Jeg har én gang før været på No.1 og det var bestemt ikke en skuffelse. Tværtimod et sted jeg havde noteret som "kommer da gerne igen" på min memorerede liste over spisesteder i København.
At jeg egentligt ikke er den store ølentusiast satte ikke en stopper for glæden over præmien. Jeg elsker nemlig både at blive udfordret og overrasket, og lovningen om tilhørende anekdoter om øl gjorde det da heller ikke værre - jeg er vild med historier om mad og drikke, også selvom jeg ikke altid husker alting, når først procenterne er ved at glide ned...

Arrangementet startede kl. 19, og som altid var vi lidt sent på den. Lettere forpustet ankom vi antageligvis som de sidste, men til en dejlig uformel stemning a la stående øldrikning akkompagneret af hapsning. Smilende Mette fra MONSTRO bød os velkommen. Vi startede stående ud med en Leffe Blonde i glasset, hvortil der blev serveret sprøde flæskesvær med persilledip af en art. Mums, det var sgu godt! Ikke særligt ofte jeg får flæskesvær, men de kunne meget vel være på vej ind i min snack'en. Disse var naturligvis ikke at sammenligne med den supermarkedsversion, jeg blev udsat for som barn i 90'erne.

Med en kort klirren med glasset af Den Store Ølentusiast blev vi budt velkommen og gennet hen imod de to langborde, der indbød til mingling med de andre deltagere. En oplagt måde at holde et sådant arrangement på, så man istedet for at sidde to gæster ved hvert bord, fik mulighed for at snakke med en masse nye mennesker. Jeg fandt ved en hurtig rundspørgen ud af, at de fleste af mine medspisere havde tilegnet sig pladser ved at deltage i en konkurrence, hvor man skulle beskrive sin store passion. Så nøgleordet var naturligvis passion i løbet af aftenen - primært ølpassionen, ihvertfald for nogle af deltagerne ;)

Jeg havde egentligt ikke gjort mig nogle særlige forventninger til maden. På billetten stod der ganske vist at arrangementet ville indebære servering af en 5-retters menu, men måske mine ølfordomme kom i vejen - ihvertfald havde jeg forestillet mig noget i retningen af charcuterie-anretninger og snacks og ikke decideret en velproportioneret middag. Det var så første dejlige overraskelse: middagen skulle fremtrylles af dygtige Morten Køster.
Aftenens fem retter blev serveret nogenlunde med samme lille perlerække af happenings: inden hver ret fik vi en ny øl på bordet. Vores foredrags-anekdote-holder rejste sig op og sørgede for ro, introducerede den pågældende øl med både historie, egen erfaring, matching til mad osv., en lille fællesskål og så blev retten ellers serveret. Og nydt, blev der sagt. For hold nu op en lækker menu der var tilrettelagt!
Til første rigtige ret, som var pighvar med porre og mynte, fik vi Hoegaarden Wit. Engang sværgede jeg til netop denne øl, da den er så frisk og let at drikke – og det er stadig en genial tørstslukker i min optik. Fisken var smørmør og stegt til perfektion.

Billede af Maiken fra Dronningemad


Til næste ret kom der igen Leffe Blonde i glasset. Serveringen bestod af kanin i ”flødesovs”, anrettet med flere forskellige slags gulerødder. En af mine favoritretter den aften, selvom det er svært at vælge.

Billede af Maiken fra Dronningemad


Aftenens tredje ret var Champignon roonet med valnøddeolie & brunet smør, sat på puré af champignon - stegte judasøre & gulbeder, toppet med skum af champignon & valnødder – maltcrumble. Jep – direkte taget ud af beskrivelsen fra menuen, og det smagte lige så godt, som det lyder. Vi fik Stella Artois til, som nok var den øl, jeg drak mindst af; den var virkelig slet ikke mig.
Så kom den tunge Franziskaner Dunkel på bordet, ledsaget af ret nummer fire, som var overordentligt veltilberedt, glaceret kalvespidsbryst, serveret med variationer af rødløg og røgede kartofler. Selvom man var ved at være mæt på det her tidspunkt, smagte det simpelthen så godt, at jeg ikke kunne lade den lille rest på min kærestes tallerken stå – den skulle udryddes! Jeg tror ikke jeg har drukket Franziskaner Dunkel før, men efter denne oplevelse, er det bestemt ikke sidste gang. Jeg forestiller mig at den vil være ideel til en grillaften for meatlovers.
Aftenens sidste servering var No. 1s signaturdessert: ”vores bud på en snickers”. Da jeg elsker snickers (og varianter heraf – se bare min hyldest til snickerskagen), fik jeg julelys i øjnene. Når man får mange retter, synes jeg sommetider at desserten kan blive en ganske lille servering og en smule nedprioriteret til fordel for de tidligere retter. Da jeg er dessertpige kan det godt irritere mig lidt, for jeg har ALTID plads til dessert, og den skal ikke være i størrelsesordenen ”to skefulde is med knas”. Og det var denne bestemt heller ikke! Til desserten fik vi Leffe Brune, som faktisk fungerede overraskende godt, selvom jeg tror jeg aldrig før har drukket øl til desserten før.

Billede af Maiken fra Dronningemad


Alt i alt var det et virkelig skønt arrangement, og det var næsten helt ærgerligt, at det var en tirsdag aften, for der var rigtig god stemning og det var svært at forlade No. 1 igen. Og så har jeg efterfølgende fået øjnene op for at vælge øl til maden – det har jeg allerede gjort flere gange, hvor jeg normalt ville drikke vin.
Da jeg er vant til at drikke vin til min mad, oplevede jeg faktisk at måtte levne i glasset, hvilket er meget atypisk mig! Men øl mætter altså mere end vin, synes jeg. Fordelen er så til gengæld, at jeg med den ringere bælleevne derfor heller ikke fik så mange procenter kørt ned, som man (læs: jeg) kunne komme til (læs: ville have gjort) med vine til maden. Derfor præsterede jeg faktisk kun at have en smule ondt i håret dagen efter, til trods for at jeg fik drukket en hel del!

Billede af Maiken fra Dronningemad

Tak til MONSTRO og Carlsberg for et super godt arrangement. Skål!

Kommentarer

Populære opslag