13. marts 2013

Pulled pork - foodMAD style

For efterhånden en del dage siden proklamerede jeg på facebook og instagram, at der snart ville være et indlæg med min opskrift på pulled pork. 1 dag blev til 2 og 2 til 3, men NU er den her! (Min undskyldning er en hektisk arbejdsuge, jeg håber i bærer over med mig...)



De to foregående indlæg har spillet lidt op til dette, for mit pulled pork projekt endte med den skønneste pulled pork burger med BBQ sauce og syltede rødløg. Se billede nedenfor.

Pulled pork tager laaaang tid (min tog 8 timer i ovnen), men du kan med fordel marinere henover natten, og sætte den i ovnen, når du står op. Så har du den skønneste aftensmad lige til spisetid. Jeg brugte en skøn nakkesteg som har en god struktur, og fedt nok til at blive mør og saftig i ovnen.
Nogen sværger til at krydre stegen inden den ryger i ovnen, men jeg kan bedst lide den au naturel, som her, uden kraftige krydderier. Disse kan senere doseres efter behov med BBQ saucen.


 

Pulled pork - foodMAD style

Ingredienser

4 dl æblemost
1 dl rørsukker
1/2 dl havsalt

1, 5 kg nakkesteg

Fremgangsmåde

Hvis din nakkesteg har svær, så skær den af (og lav evt flæskesvær af den). Bevar det meste af fedtet på overfladen. I en pose tilsættes alle ingredienser inkl nakkesteg. Lad stegen marinere på køl henover natten.
Om morgenen hældes hele indholdet ud i et ovnfast fad, og stegen sættes i ovnen ved 100 grader C i ca. 8-9 timer. Hæld lidt af væsken henover stegen en gang i mellem, så får du en skøn karameliseret overflade og saftigt kød.
Tag ud, lad hvile, og hiv så kødet fra hinanden... Og spis det så i en burger, eller måske i en god salat! Det smager skøøønt!



0 kommentarer: