25. september 2012

"Pol Sambol" - lækkert kokostilbehør til karryretter!

Pol sambol er en Sri Lankansk ret, og nok den ret som jeg aller bedst kan lide som tilbehør til de stærke karryretter på trods af dens simple natur. Det er en typisk Sri Lankansk "fattigmandskost", som de fattigste spiser uden andet end ris til. Kokosnødder hænger jo nærmest på hvert gadehjørne, og risen er billig.

Gode friske ingredienser er alt afgørende her, og retten er bare ikke de samme uden friskrevet kokos. Du kan til nød bruge revet kokos fra butikkerne, hvis du udbløder det i kogende vand først. Men det ER altså ikke det samme, så kig i din lokale udenlandske grønthandler, og spørg dem om de eventuelt kan skaffe dig en kokosriver som den du ser på billedet nedenfor. Den er guld værd!

Denne opskrift på Pol sambol er tilført lidt tomat, hvilket de typisk ikke gør i Sri Lanka, men jeg synes at det giver kokosfedmen et godt spil sammen med et skvæt citron. I den oprindelige opskrift tilføres også lidt tørret fisk af en bestemt type, men jeg har uden held forsøgt at finde disse her i Danmark, og retten kan fint laves uden. (Heldigvis har jeg hjembragt lidt fra min sidste tur, som jeg bruger her....) Jeg forestiller mig at ansjoser ville kunne gå som substitut, men jeg har endnu ikke forsøgt mig med dette selv.

Her får du opskriften:


 

Pol Sambol


Ingrediener

1 kokosnød
1 medium stort løg
1 fed hvidløg
2 tomater
Lidt chili
Lidt citronsaft
Lidt paprika
Salt
Peber


Fremgangsmåde

Split kokosnødden med en stor døv kniv (som du ikke bruger til at skære med ellers), eller en kødhammer. Der er kokossaft indeni, så gør det gerne hen over vasken. Brug en kokosriver til at rive kokoskødet med.



Her den omtalte tørrer fisk øverst...

Hak løg, hvidløg og tomater, og brug en morter til at mose det hele sammen. Hak løget fint, hvis du ikke vil stå der hele dagen :) Tilføj lidt af det revne kokos og mos det godt sammen. Bland med resten af kokoskødet i en skål og smag til med chili, citron, salt og peber.



Server med din ynglings-karryret!

0 kommentarer: