Grøntsagsfond - Super nemt!

Grøntsagsfond er bare så super nemt at lave selv, og du vil elske dig selv for det, når du er færdig! Det er en af de der ting der bare er fantastiske at hive frem fra fryseren, når du kommer snekold hjem en mørk november dag, og bare har lyst til at krybe ind under dynen. Den kan nemlig fortrylle et utal af fantastiske retter. I går brugte jeg den for eksempel i min jordskokkesuppe, og i forgårs til at dampe mine knivmuslinger i. Det er fantastisk at have sin egen fond!
Her får du min opskrift. Sæt i gang!






Grøntsagsfond

Ingredienser

3 store gulerødder
2 store zittauer løg (alm. løg)
1 stor eller to små porrer
1 hel knoldselleri
200 g champignoner
2 tsk korianderfrø
2 tsk peberkorn
10 kviste persille
8 kviste timian
3 fed hvidløg



Fremgangsmåde

Find din store gryde frem (jeg brugte min 5 L gryde). Skær løg i kvarte (behold skrællen på, giver en god farve). Skær gulerødder i halve (mine var øko, så blev ikke skrællet, men skræl dem hvis de ikke er økologiske). Skræl knoldsellerien med kniven, og skær i store tern. Hæld det hele i gryden sammen med resten af ingredienserne, og fyld vand op til kanten af gryden. Bring i kog, og lad det simre under låg i 2-3 timer.



Si væden fra og lad køle af. SMID IKKE DE KOGTE GRØNTSAGER UD! Men hæld dem i stedet tilbage i gryden, og fyld på ny med vand til kanten og kog igen 2-3 timer. Dette kaldes "second stock", eller bare "fond nr. 2" som jeg skriver på poserne. Denne fond er tyndere end den første og kan enten bruges i stedet for vand, næste gang du laver fond - vil give en mere intens fond. Eller bare som fond i en ret, hvor du ikke har brug for en kraftig fond. Herefter må du gerne smide de nu gennemkogte grøntsager ud.
Frys ned i små portioner i bøtter eller fryseposer, og nyd nu den følelse af, at du er velekviperet til de lange, mørke og kolde måneder der venter forude...


Kommentarer

Beer and Bacon sagde…
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

Populære opslag