21. feb. 2012

Onsdag bød, i anledning af Copenhagen Dining Week Winter Edition, på mad og vin hos Dansk Vincenter i Hvidovre der til lejligheden havde etableret en pop-up restaurant i deres lokaler. Jeg havde sat min kære veninde stævne for at finde ud af hvad dansk vin egentlig er for en størrelse. Jeg blev overrasket!
Da vi ankom fik vi stukket et dejlig glas mousserende vin i hånden. Det var en Festivo Brut fra Nyholmgaard Vin (2010). Jeg skal med det samme sige at jeg desværre (endnu) ikke er den store vin connoisseur, og det derfor ikke er de store fag termer der her kommer på banen, men jeg ved hvad jeg synes der er godt. Og den her var overraskende god. Den var frisk og havde en helt tilpas syre. Boblerne var små og fine og åbnede på herlige vis for lette frugt noter.
Vi blev derefter vist ind i "spisesalen", hvor det til min store overraskelser var 8 mands borde. Det føltes lidt som om vi var til en jysk konfirmation (komplet med velour duge på bordene), men på den rigtig gode måde. Vi blev sat sammen med 6 andre skønne mennesker, og fik en herlig aften i deres selskab. På bordet stod en lille appetizer - Grønkålsemulsion med kartoffelskræls chips.  En emulsion er (rent videnskabeligt) når to væsker der ikke kan opløses i hinanden, blandes. Denne grønkålsemulsion var derfor med andre ord en grønkålsmayo :-) Den smagte dog fint uden at sætte sig væsentligt fast i hukommelsen.


Forretten bestod af bagt torsk toppet med havtorn, kørvel, rugbrødskrymmel og hasselnødder. Dertil grillede agurker med havtorn og sprødt rugbrød. Vinen dertil var Vinbondens Hvide cuvèe fra Degnemosegaard (2010). Desværre fik jeg ikke et billede af maden, som dog også var undersaltet og manglede kant. Retten var for mig en anelse underlig, og havtornen gjorde intet for hverken agurkerne eller fisken. Vinen var her højdepunktet, og havde en fin sødme der passede godt til fisken moderate sødme.

Inden hovedretten fik vi et glas af Dansk Vincenters Lillelund (2008), som var en flot, mørk og frugtrig rødvin. 

Hovedretten var svin tilberedt på to forskellige måder: Skinkesteg der var lavtemperaturstegt, og langtidsbraiseret nakke (pulled pork). Dertil et glas fra Vester Ulslev Vingaard, Green label (2009) og et glas fra Dansk Vincenters prisvinder Nordlund (2006).
Anretningen kunne godt have været en anelse bedre (ikke fordi jeg er sippet, men jeg spiser OGSÅ med øjnene). Den langtidsbraiseret nakke var forrygende og krydret med en anelse spidskommen, der gav den et interessant modspil. Stegen var i mine øjne ret intetsigende, men jeg har overvejet om det har været en bevist strategi for hele aftenen for at vinene skulle træde frem? Vinene var i hvertfald det der også her blev husket, hvoraf den første (Green label) var min favorit. Den var mørk og fyldig med masser af bærnoter. En virkelig god vin, som jeg helt sikkert ikke har fået sidste gang! Også Nordlund var en sand fornøjelse med dejlige noter af bær og en god fylde.

Desserten bestod af en honningis med bagte pærer og kirsebær med en rødvins/kirsebærsirup. Dertil fik vi aftens, for mit vedkommende, højdepunkt: En dansk kirsebærvin fra Frederiksdal Gods (2009)


Jeg smagte på vinen før jeg havde fået min dessert og som jeg sagde til min veninde, så kunne jeg have nøjes med denne til dessert! Den var virkelig, virkelig god! Den er lavet på Stevnskirsebærret, som er et såkaldt "surt" kirsebær, og smager da også af kirsebær, men havde overraskende mange andre bærnoter (som jeg havde lidt svært ved at kønsbestemme). Den var fyldig og lækker, og ville formodentlig været fantastisk bare med et stykke god chokolade.
Desserten var dog også rigtig fin til trods for at den blev overskygget af vinen. Fint komponeret med en god balance mellem de forskellige ingredienser. Især Rødvins/Kirsebærsiruppen løftede retten.

Det var alt i alt en rigtig dejlig aften i godt selskab. Jeg har virkelig fået øjnene op for dansk vin og alle de mange virkelig engagerede sjæle indenfor produktionen af denne. Vi kan med rette være meget stolte!

0 kommentarer:

Leveret af Blogger.

Følg via email

Populære indlæg

Blogroll